Mange børn oplever perioder med angst i løbet af barndommen. Det er helt naturligt, og langt de fleste børn kommer igennem disse perioder med støtte og hjælp fra deres forældre. Det kan for eksempel være børn, der i en periode ikke tør sove alene, børn der bliver kede af at blive afleveret i børnehave eller skole, eller børn som har brug for lidt tættere kontakt til trygge voksne og et ekstra kram om morgenen.
Det er vigtigt at huske, at angst, ligesom alle andre følelser, er noget, barnet i sin udvikling skal lære at kende. Angst er et grundvilkår for os mennesker.
For nogle børn “bider angsten sig fast” og bliver så forstyrrende for barnets hverdag og udvikling, at forældrene må søge professionel hjælp. De fleste forældre rækker ud, når de kan mærke, at det ikke længere “bare går over”, og når de oplever en magtesløshed i forhold til, hvordan familien bedst kan håndtere angsten. Jeg oplever ofte, at forældre søger hjælp, når de ser, at angsten har fået for stor negativ indflydelse på barnets trivsel og hverdag.
Når et barn oplever angst, vil det helt naturligt forsøge at undgå det, som fremkalder angsten. Ingen har lyst til at udsætte sig selv for noget, der vækker så stærke, ubehagelige følelser. Som voksne ved vi måske, at vi nogle gange er nødt til at konfrontere vores frygt – også selvom det føles svært. Sådan forholder det sig sjældent for børn. Børn er mere i nuet og har ofte svært ved at overskue de langsigtede konsekvenser af deres valg. Det er helt naturligt og en del af det at være barn.
Denne tendens til undgåelse har dog betydning, fordi forskning viser, at netop undgåelse er med til at vedligeholde angst – både hos børn og voksne.
Noget af det, jeg oplever, at forældre synes er allersværest, er at vide hvordan og hvornår de skal støtte barnet i at gå ind i situationer, som vækker angst. De fleste forældre ved godt, at angsten ofte vokser, hvis barnet undgår det, det frygter. Samtidig ønsker ingen at skade deres barn, og når barnet reagerer kraftigt, vil de fleste kærlige og ansvarlige forældre naturligt trække sig og stoppe med at presse.
Så hvad er det rigtige at gøre? Skal man presse barnet til at se sin frygt i øjnene? Eller skal man skabe tryghed og undgå det, barnet frygter? Det korte og komplicerede svar er både ja og nej til begge dele.
Hvis vi presser barnet ud i situationer, der er så angstprovokerende, at barnet går i panik, lærer barnet ikke, at det frygtede faktisk ikke er farligt. Samtidig kan barnet miste tilliden til de voksne, som netop skal hjælpe. Omvendt, hvis vi beskytter barnet for meget og tillader undgåelse, får barnet heller ikke mulighed for at lære at håndtere sin angst eller erfare, at det frygtede ikke er farligt.
Når jeg arbejder med børn og familier, der er ramt af angst, er min opgave derfor at hjælpe med at finde den rette balance. En balance, hvor der skabes tilstrækkelig tryghed til, at barnet får mod på gradvist at møde sin frygt, samtidig med at barnet og forældrene støttes i at finde det, der kan motivere barnet til at gå ind i det, der føles svært og ubehageligt.
Det handler om at forstå, hvorfor angsten er opstået – hvorfor den er blevet en del af barnets og familiens liv – og samtidig om at finde veje til, hvordan man sammen som familie kan arbejde sig fri af angsten.
